Læsk - økologisk kombucha-bryggeri i København

Bedre brygning af kombucha-læskedrink med filtreret vand

6.4.2017 12:00  

Læsk er et økologisk kombucha-bryggeri i København, der med hjælp af vandbehandling fra BWT, har øget udnyttelsen af råvarerne og reduceret rengøringsarbejdet. Inden brygning filtreres vandet med et omvendt osmoseanlæg og behandles efterfølgende i et mineraliseringsfilter, så vandet er optimeret til at forstærke de smage, Læsk ønsker.



Ikke alle danskere kender kombucha, men det er en ældgammel, formentlig kinesisk eller japansk, metode til at lave en alkoholfri, læskende drik baseret på te. Selve processen er te tilsat sukker, der gærer og danner alkohol, som omdannes til forskellige syrer ved hjælp af bakterier – en såkaldt scoby, der er en gær- og baktieriekultur og minder lidt om det, man kender som en eddikemoder. 


Efter 1-2 ugers gæring er drikken klar. Den har en frisk og syrlig smag , og kombucha danner desuden naturlig kulsyre som champagne, og sammen med syren giver det en frisk og læskende drik.


Læsk drives af danske Line Hoff og amerikanske Eric Sponseller, der har stor erfaring med kombucha-brygning. Gennem hundredevis af eksperimenterende bryg har de fundet frem til råvarer og metoder, der giver kombuchaen en kompleks og kraftig smag med masser af syre. Læsk producerer forskellige smagsvarianter.


Bedre smag, større udbytte og mindre besvær

- Når man arbejder hårdt og længe på at udvikle en ny, og anderledes smagsvariant, er det naturligt, at man gerne vil kontrollere processen og råvarerne. Dels så det kan gentages, men i vores tilfælde også, at vi kan tilbyde en ensartet kvalitet og smag fra bryg til bryg. Da vand er den største ingrediens i kombucha, var det naturligt at se på dette, siger Eric fra Læsk.

- Via vores netværk i kaffebranchen blev vi anbefalet at tage kontakt til BWT, da de ved en masse om vandbehandling inden for hele HORECA-området og det blev starten på vores arbejde med vandbehandling, fortæller Line fra Læsk.



Teknisk rådgiver, Bo Klint fra BWT, fremhæver flere grunde til at benytte vandbehandling inden for alle typer brygning uanset om det er kaffe, te eller øl. Vand er den største ingrediens og med ubehandlet vand tilsætter man også en række uønskede mineraler – først og fremmest kalk.

Med behandlet vand, hvor man balancerer mineralerne optimalt, opnår man mere smag fra de råvarer, man benytter som smagsgivere. Uden kalk i vandet undgår man også kalkaflejringer i kogekar og andet produktionsudstyr. Endelig øger det levetiden på al produktionsudstyr, hvis man undgår kalk i vandet.



- Vi kan klart bekræfte, at vandbehandling øger effektiviteten. Vi bruger meget tid på at finde de helt rigtige råvarer og smagskombinationer, og smagen står stærkere og tydeligere, når vi benytter behandlet vand og ikke bare vand direkte fra hanen, siger Line og Eric samstemmende. De fortsætter:

- De første par gange vi bryggede med behandlet, kalkfrit vand, var vi helt overraskede over forskellen fra tidligere. Der sad ikke længere kalk overalt i kogekar m.v., så det har reduceret arbejdet med rengøring efter brygning væsentligt. Vi er også overbeviste om, at det vil forøge levetiden på vores produktionsudstyr væsentligt, slutter de.


Bestaqua - Omvendt osmoseanlæg

Hos Læsk foregår vandbehandlingen fra BWT med omvendt osmose, der er en 100% kemikaliefri fysisk proces, hvor vandet presses gennem en membran, der fjerner kalk, salte og andre mineraler. Efter denne proces tilsættes der igen kontrolleret mængder kalk og magnesium via et mineraliseringsfilter. Det betyder, at man får en ensartet og balanceret vandkvalitet, der er optimeret til at forstærke de ønskede smagsstoffer i kombuchaen.


Læs mere om produktet