Private blødgøringsanlæg

BWT udskifter plasttilslutninger på blødgøringsanlæg, der leverer kalkfrit vand

5.2.2018 0:00   Greve

Husejere, der har fået installeret et BWT blødgøringsanlæg af typen AQA basic eller AQA life skal på vandtilslutningen have skiftet plasttilslutningen til en messingtilslutning. De pågældende anlæg er leveret i perioden fra 1. april 2017 til 31. december 2017.

BWT har erfaret, at plasttilslutningerne kan briste, hvis der f.eks. bruges for kraftigt værktøj til montering, samt hvis anlægget udsættes for træk og vred. Fejlen kan forårsage lækager og i sidste ende vandskader.

»Vi har kun oplevet problemet i meget få installationer, men for at sikre alle vore kunder mod risiko for vandskader tilbyder vi forbrugerne at få plasttilslutningen skiftet til en messingtilslutning uden omkostninger«, siger adm. direktør Henrik Forslund. »Vi oplever en meget høj kundetilfredshed hos vore kunder, og vi vil på ingen måde risikere, at vore kunder får en dårlig oplevelse med vores produkter«, fortsætter Henrik Forslund.

Sådan får du udskiftet plasttilslutningerne

BWT har informeret VVS-installatørerne om, at plasttilslutningerne skal udskiftes. Udskiftningen er gratis og kræver blot, at installatøren kan få adgang til anlægget.

Hvis du er i tvivl om, hvornår dit anlæg er leveret, opfordrer vi til, at du undersøger, om tilslutningen er af plast eller messing. Er tilslutningen af plast, skal du kontakte din installatør eller bestille en udskiftning af tilslutningen direkte hos BWT på mit.bwt.dk.

 

»Vi beklager meget det besvær, udskiftningen medfører for forbrugerne, men det er vigtigt, at forbrugerne har tillid til BWT og blødgøringsanlæggenes høje kvalitet«, slutter adm. direktør Henrik Forslund.