Ionbytningsteknologi

Visse kemiske forbindelser er i stand til at tiltrække og binde opløste ioner i vand. Stoffer kaldes ionbyttere, flere af stofferne kendes fra naturen (f.eks. zeolit, kitosan og aluminiumsilikat), men i dag fremstilles de fleste syntetisk.

 

Ionbyttermaterialet kan være på fast eller flydende form. Det mest almindelige i dag er, at ionbytteren coates på små polystyrenkugler (harpiks), der har en meget store indre overflade (50-100 m²/g). Disse aktive harpikskugler kaldes ofte ionbyttermasse eller simpelt hen harpiks

 

Principielt ville det være nok at lade vand eller den vædske der skal renses, risle ned over ionbyttermassen, men af praktiske årsager hælder man ionbyttermassen ind i en eller flere beholdere, hvor vandet så ledes gennem ionbyttermassen.

 

De aktive ionbytter grupper er typisk:

 

Kationbytter: Ca++, Mg++, Fe++, Na+, K+ og NH4


Anionbytter: HCO3-, Cl-, SO4-- , NO3- og NO2
-

 

Kationbyttere har en negativ spænding og er karakteriseret ved at indeholde et stort antal syregrupper, der binder de positive ioner (kationer), - typisk er det ioner som calcium og magnesium samt metalioner som kobber, zink, chrom m. fl. 

Anionbyttere har en positiv spænding og er karakteriseret ved at indeholde ammoniumioner, der optager de negative ioner (anionerne).